70 20 00 99 abs@absalarm.dk

Topmoderne videoovervågning fælder kriminelle i Superbrugsen Erritsø

Superbrugsen i Erritsø skiftede til et spritnyt videoovervågningssystem fra UTC med meget høj billedkvalitet, og det har allerede hjulpet til at afsløre kriminalitet.

Superbrugsen i Erritsø ved Fredericia har i mere end et årti benyttet ABS Alarm og Sikkerhed som totalleverandør af sikkerhedsløsninger. I forbindelse med en ombygning valgte butikken at udskifte sit videoovervågningsanlæg, der efter 10 års tro tjeneste efterhånden er blevet løbet over ende af den teknologiske udvikling.

Det nye topmoderne anlæg består af 36 højopløselige kameraer, der optager video i HD-kvalitet og giver butikkens ansatte et fuldt overblik over butikken. Og de knivskarpe billeder har allerede vist sig nyttige.

”Den høje billedkvalitet gør det nemmere at identificere folk. Her i sommer har vi døjet en del med tyveri og afluring af dankortkoder. Politiet har efterfølgende fældet gerningsmændene, blandt andet ved hjælp af vores videomateriale,” fortæller Karl Jørgensen, brugsuddeler i Superbrugsen Erritsø.

Med det nye overvågningsanlæg er det også blevet markant hurtigere for Karl Jørgensen at hive en videosekvens frem fra kameraerne, som han både kan tilgå fra computeren og direkte fra sin iPhone.

”Jeg kan sågar zoome ind og se præcis, hvilke pengesedler folk afleverer til vores kasseassistenter. Vi havde en episode, hvor der var en tvist om, hvorvidt kunden havde afleveret 100 kroner eller 500 kroner. Der var det hurtigt lige at gå ind i systemet og tjekke, hvem der havde ret,” siger brugsuddeleren.

Tilliden er vigtigst

Samarbejdet mellem uddeleren og ABS Alarm strækker sig helt tilbage til starten af 90’erne, og ABS Alarm leverer både alarmsystem, videoovervågning og adgangskontrol til butikken.

”Jeg ser det helt klart som en fordel, at ABS Alarm kan alle tre ting. Ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det også meget bevidst, at vi har valgt en leverandør som kan det hele, for så er der kun én, der kender indgangen til systemerne,” siger Karl Jørgensen.

Superbrugsen Erritsø har to faste montører fra ABS Alarm, som kender butikken. Derfor kan de hurtigt lokalisere en fejl, hvis der opstår en – og det er vigtigt for Karl Jørgensen.

”Selvfølgelig er det væsentligt, at ABS Alarm leverer kvalitet til en fornuftig pris, men jeg lægger endnu mere vægt på den tillid, vi har opbygget igennem mange år,” siger han.

Fakta om videoovervågningsanlægget

  • Videoovervågningsanlæg af producenten UTC
  • Består af IP-kameraer, der optager video i HD-kvalitet (3 megapixel) og har indbygget modlyskompensering med Wide Dynamic Range-funktion
  • Kameraerne styres via softwareplatformen Truvision fra UTC
  • Videomaterialet lagres på flere harddiske og kan tilgås via nem og enkel betjening
  • Kameraerne kan også tilgås direkte fra iPhone